Vi bruger cookies. Når du klikker videre, accepterer du, at der sættes cookies. Læs mere her om formål og fravalg.

Luk

Anmeldelse af den første, danske bog om Content Marketing

Af Bernt Elkjær Pedersen, Senior Marketing Architect

Vi anmelder her den nye, danske Content Marketing bog, skrevet af Signe Damgaard Jepsen og Joakim Ditlev, som er en solid introduktion til Content Marketing underbygget af en lang række danske eksempler og gode råd til strategier og metoder. Det er noget, vi kan lide.

Som det bliver sagt i forordet: “Content marketing er ikke en kampagne – det er commitment.” Forfatterne siger meget rammende: “Det content, som løfter salget, har oftest meget lidt at gøre med dig selv eller dit brand. Det har derimod meget at gøre med at forstå den værdi, du giver dit publikum.”

Strategi og retning

Bogen er tydeligvis skrevet til dem, som overvejer eller har gjort sig de første erfaringer med Content Marketing, men ikke har ramt bolden rent endnu eller set nogen rigtig effekt.

Ifølge forfatterne Jepsen og Ditlev er du i så fald blandt den klart største gruppe af marketingfolk, og det er en holdning jeg selv kan nikke genkendende til.

Der er mange, der taler om Content Marketing, og der er mange, der har en illusion om, at de allerede arbejder med Content Marketing. Der kan denne bog tjene som et reality check.

Indhold kræver strategi og omstillinger. “Content without strategy is just stuff”, siger Joe Pulizzi, leder af Content Marketing Institute i USA.

Dem, der producerer indhold i dag, mangler ofte en strategi, og uden det er indholdet ikke særlig meget værd.

Vejen til Content Marketing

Bogen handler rigtig meget om, hvordan du tilrettelægger skiftet fra traditionelle marketingmetoder til marketing baseret på værdier og indhold – og de forandringsprocesser, der er nødvendige for at få succes med content marketing.

Har du en kernefortælling som grundlag for din content-strategi? Har din indsats et forretningsmæssig målsætning? Har du veldefinerede personas, som indholdet er målrettet til? Har du en indholdskalender? Har du en distributionsstrategi?

Nej, vel? Det er bare nogle af de emner Jepsen og Ditlev gennemgår, og jeg vil påstå, at der er noget at hente for de fleste marketingchefer, som mener at de allerede er gode til Content Marketing.

Jeg kan godt lide, at forfatterne tager rationaliteten ud af marketing: “… det (er) altså følelser og ikke fakta, der kan skabe følelsesmæssige forbindelser til dine kunder. Det er også kun følelser, der i sidste ende kan få dem til at beslutte sig for at handle hos dig og ikke hos andre.”

Kompendium over danske cases

Bogen er et solidt kompendium over danske cases, som er både inspirerende og mulige at drage erfaringer fra. Dens charme er de mange, detaljerede eksempler fra praksis, f.eks. et usædvanligt eksempel med Alis Sindbjerg Hemmingsen, der begyndte at blogge, fulgte en klar content marketing strategi, og i dag lever af sin virksomhed. Det er værd at læse bogen bare for dette eksempel på, hvordan det kan gøres.

Der er dog flest eksempler på større virksomheder, som Bilka, Jyske Bank, Aarstiderne, og det er inspirerende at læse i detaljer, hvordan de griber disciplinen an.

De operationelle råd

Bogens styrke er det sidste kapitel, hvor forfatterne gennemgår en lang række operationelle råd til, hvordan du tilrettelægger indsatsen. Det er her bogen skaber værdi ved ikke bare at være inspirerende, men noget du kan føre ud i praksis.

Content Marketing Bogen

Der er masser af citater og guldkorn. Jeg er begejstret for den måde, hvorpå VP of Communication Lasse Görlitz fra CLC Bio dræber den gammeldags forestilling om, at købsprocesserne for BtB og BtC er forskellige. Han siger: “(Det er) et spørgsmål om betalingsstruktur – om betalingskortet tilhører en privatperson eller en virksomhed … vores kunder er mennesker ligesom du og jeg, og dem kan man påvirke.”

Fantastisk. Ham vil jeg citere, næste gang jeg møder en marketingchef, der bruger BtB/BtC som undskyldning for, at de ikke kan lave content marketing.

Lad os komme i gang

Nå, men det er jo bare at komme i gang. Med denne bog under armen har du i hvert fald et glimrende grundlag for at kaste dig ud i Content Marketing.

Hvis du synes, at jeg lyder begejstret for denne bog, så har du ganske ret. Det er dejligt, at der kommer udgivelser om Content Marketing med dansk fokus, og det er dejligt, at kvaliteten er så høj.

Hvis du vil læse mere om bogen, så kan du besøge dens website her: www.contentmarketingbogen.dk